Alle overlever: Passagerfly landede i vandet ved Bali

Ingen passagerer er omkommet i forbindelse med landingen i vandet, oplyser en embedsmand fra landets transportministerium til nyhedsbureauet AFP.

I forbindelse med en landing i lufthavnen Denpasar på den populære ferieø fløj flyet, der er af typen Boeing 737 fra selskabet Lion Air, for langt i forhold til landingsbanen, og dermed havnede flyet i vandet.

»Der var mere end 130 passager om bord,« siger Herry Bhakti fra transportministeriet, der altså oplyser, at alle overlevede landingen.

På billeder fra lokale medier kan man se, hvordan den bagerste del af flyet er knækket midt over. Billederne viser også, hvordan passagerer iført gule redningsveste bliver hjulpet i land.

Ifølge de lokale medier befinder flyet sig i lavvande omkring 200 til 300 meter fra enden af landingsbanen.

Årsagen til uheldet er endnu ukendt, ligesom antallet af passagerer er uvist. De første meldinger fra landets regering gik på, at 172 passagerer havde overlevet episoden.

Nationaliteten på passagererne er heller ikke kendt, men Bali er et yderst populært feriemål, der årligt besøges af millioner af udenlandske turister.

Dagens Gossip