Alle pensionister får alligevel deres boligydelse i januar

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Der er godt nyt til de pensionister, der så ud til at skulle klare sig med en reduceret boligydelse i januar, selv om de havde krav på mere.

Udbetaling Danmark fortæller fredag aften i en pressemeddelelse, at man har fundet en teknisk løsning, der sørger for at der alligevel bliver udbetalt de rette beløb. Tidligere på ugen var meldingen ellers en anden.

Efter at partierne bag finansloven besluttede sig for at udskyde de planlagte nedskæringer på boligydelsen, hed det sig nemlig, at det ikke lod sig gøre at ændre med så kort varsel.

Udbetaling Danmark havde allerede i forbindelse med kørslerne for januar taget udgangspunkt i det oprindelige finanslovsforslag, og det lod sig ikke ændre.

Men det gør det altså alligevel. Mette Beck, der er pressechef for Udbetaling Danmark, forklarer i en skriftlig kommentar til Ritzau, hvorfor:

- Siden onsdag morgen har vi afdækket forskellige muligheder og haft vores dygtige specialister til at arbejde i døgndrift på det.

- Vi har nu fundet en halvautomatisk løsning, som vi har fået testet på en tilstrækkelig stor mængde sager, til at vi tør sætte den i værk.

- Det betyder altså, at der kører en parallel udbetalingsproces, som sikrer, at de borgere, der ellers ville få for lidt udbetalt, får et ekstra beløb ind på kontoen, siger hun.

Både den fejlagtigt reducerede boligydelse og den manglende betaling skulle blive overført 4. januar.

Alle berørte pensionister vil i begyndelsen af januar per brev få helt klar besked om deres boligydelse.

Det er dog ikke givet, at boligydelsen fortsætter på samme niveau fremover.

Partierne bag finansloven har aftalt at mødes igen næste forår for at finde frem til de 170 millioner kroner, som mangler for at få budgettet til at hænge sammen. I aftalen hedder det, at 90 millioner skal findes på boligydelsen.