Alle skyder skylden på hinanden efter Bruxelles-bomber

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Kritikken af myndighederne i Belgien flyver i alle retninger efter de blodige selvmordsangreb i sidste uge, der har kostet 32 mennesker livet og såret 340 i lufthavnen og metroen i Bruxelles.

Efter eksplosionerne ved 8-tiden i tirsdags i Zaventem-lufthavnen besluttede myndighederne klokken 8.50 at lukke og evakuere metroen og fem banegårde i den belgiske hovedstad.

Men det nåede ikke at ske, før Khalid El Bakraoui klokken 9.11 detonerede sit selvmordsbælte i et tog på vej væk fra metrostationen Maelbeek og dræbte omkring 20 mennesker.

Alle skyder ansvaret fra sig, både når det gælder metroen, der ikke blev stoppet i tide, og en stribe andre fejl, der er begået før og efter de blodige angreb, skriver chefen for den belgiske avis Le Soirs lederkollegium, Béatrice Delvaux, tirsdag.

- Der er noget galt i vores land, skriver Delvaux og stempler organiseringen af den belgiske stat som "en fiasko".

Mens omverdenen ser forbløffet til, føler belgierne sig ifølge Le Soir "ekstremt alene, fortabte, forladte og overladt til sig selv" på grund af de mange svigt fra myndigheder, der ikke arbejder ordentligt sammen.

Debatten raser også om, at Belgien aldrig reagerede på advarsler fra Tyrkiet om, at Ibrahim El Bakraoui, der udløste sit selvmordsbælte i lufthavnen, var syrienkriger.

Le Soir skriver desuden, at de belgiske sikkerhedstjenester, der skal forhindre terror, ikke har adgang til de samme databaser.

Samtidig er vigtige oplysninger om Salah Abdeslam, der anklages for at have deltaget i terrorangrebene i Paris i november, ved en fejl ikke indskrevet i en fælles database.

Salah Abdeslam blev 18. marts anholdt i Bruxelles-bydelen Molenbeek i en politiaktion, hvor han samtidig blev skudt i benet.

Men ifølge det amerikanske magasin Politico blev Abdeslam kun afhørt om Paris-angrebene og ikke om risikoen for nye angreb, selv om hans fingeraftryk få dage før var fundet i en anden lejlighed, hvor der også var detonatorer og våben.

- Han virkede meget træt, og han var blevet opereret dagen før, siger en belgisk sikkerhedsembedsmand til Politico.

Fire dage efter anholdelsen af Abdeslam slog selvmordsbomberne så til i lufthavnen og metroen i Bruxelles.

I endnu en pinlig udvikling blev den eneste, der har været sigtet for de nye angreb, mandag løsladt på grund af manglende beviser.

Anklagemyndigheden havde sigtet manden Faycal C., som han kaldes, for terrordrab og undersøgte, om det var ham, der fulgtes med de to selvmordsbombere og flygtede fra lufthavnen, da en tredje bombe ikke sprængte som planlagt.

- Han har et alibi baseret på telefonanalyser, der viser, at han var hjemme, mens angrebene stod på, siger hans advokat, Olivier Martins, til tv-stationen RTBF.

Dermed fortsætter Belgien jagten på den mand, der var klædt i lyst tøj med mørk hat, og som blev fanget af overvågningskameraer i Zaventem-lufthavnen umiddelbart før det første angreb i tirsdags.

/ritzau/