Allegri stopper som AC Milan-træner til sommer

Skrevet af admin

31/12/2013

Mest læste i dag

Massimiliano Allegri forlader til sommer trænersædet i den italienske fodboldklub AC Milan.

- Jeg forlader klubben i juni efter min fjerde sæson, siger han til avisen La Repubblica.

Og beslutningen er ikke taget over natten, eller fordi klubben lige nu er i krise i den italienske Serie A, hvor AC Milan blot er nummer 13 med 19 point, hvilket er hele 27 point færre end topholdet Juventus.

- Jeg siger det først nu, men jeg besluttede det allerede sidste sommer, siger Allegri om sit kommende farvel til posten.

Holdets krise i ligaen huer ikke Allegri, men han klynger sig til håb om mere succes i Champions League og i den italienske pokalturnering.

- Naturligvis havde jeg håbet på flere point i mesterskabskampen, men målet er stadig inde for rækkevidde. Vi er som eneste italienske hold i 1/8-finalen i Champions League, og så vil vi i pokalfinalen, siger Allegri til avisen.

AC Milan møder i Champions Leagues 1/8-finaler spanske Atlético Madrid over to kampe i februar og marts. Den samlede vinder efter de to kampe er klar til kvartfinalen i den største europæiske klubturnering.

/ritzau/