Aller nægter at samarbejde med tilsyn i undersøgelse af Se og Hør-sag

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Datatilsynet dropper sin undersøgelse af Aller i forbindelse med ugebladet Se og Hørs overvågning af kendte. Det skyldes, at Aller ikke vil medvirke i undersøgelsen, skriver DR på baggrund af en aktindsigt i et brev fra Datatilsynet til Københavns Vestegns Politi.

Tilsynet ville undersøge, om Se og Hør havde et ulovligt arkiv med kongelige og kendtes personlige oplysninger. Men Aller Medier oplyser, at man ikke vil komme med en redegørelse, fordi virksomheden er sigtet af politiet.

- Datatilsynet finder herefter ikke at kunne foretage en nærmere undersøgelse og vurdering af Se og Hørs mulige indsamling og behandling af de omhandlede oplysninger, står der i brevet ifølge DR.

Datatilsynet er en statslig myndighed, der blandt andet holder øje med, at loven om behandling af personoplysninger overholdes.

Det er lovligt for medier at indsamle oplysninger om personer til kildedatabaser, hvis databasen er anmeldt til Datatilsynet. Men Aller har ikke anmeldt en database, og den mulige overtrædelse af persondataloven bliver nu en sag for politiet.

- Datatilsynet skal på den baggrund anmode om, at spørgsmål om en eventuel overtrædelse af persondataloven i stedet inddrages i politiets sag mod Aller Media A/S, skriver tilsynet.

En 45-årig it-specialist og tidligere ansat hos Nets har indrømmet, at han solgte oplysninger om kendte menneskers brug af kreditkort til Se og Hør. Oplysningerne fik han fra Nets' systemer og gav dem videre til sine kontaktpersoner på bladet.

Senere er det i pressen kommet frem, at Se og Hør også skulle have lignende kilder på Rigshospitalet og hos SAS, der kunne afsløre om kendtes hospitalsbesøg, graviditet og rejser.

/ritzau/