Aller protesterer over ransagning i Se og Hør-sagen

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Aller Media fik tirsdag eftermiddag besøg af politiet, som beslaglagde en del kildemateriale i forbindelse med efterforskningen af Se og Hør-sagen.

Det skete, efter at en dommer i et lukket retsmøde pålagde mediehuset at udlevere materialet til politiet.

Aller Media kærede på stedet afgørelsen til landsretten og bad samtidig om, at kæren skulle have opsættende virkning. Det gik retten med til, og det betyder, at politiet ikke må se materialet, før landsretten har talt.

Men efter afgørelsen valgte politiet at aflægge Aller Media et besøg og beslaglægge materialet.

- Det er Aller Medias holdning, at afgørende hensyn til kildebeskyttelsen er på spil i sagen, og Aller Media har derfor protesteret mod politiets fremgangsmåde i dag, hvor kildematerialet er blevet beslaglagt, skriver presseansvarlig i mediehuset, Kasper Kankelborg, tirsdag i en mail til Ritzau.

Han skriver, at det er hensynet til kildebeskyttelsen, der gør, at mediehuset ikke vil give politiet fuld adgang til materialet.

- Aller samarbejder som hidtil med politiet om at fremskaffe alle de oplysninger, som er relevante i sagen, men det er Allers synspunkt, at dette skal ske under hensyntagen til fuld kildebeskyttelse, så ikke alle andre kilder end den påståede ulovlige kilde fra Nets kommer til at indgå i politiets efterforskning, hedder det i mailen til Ritzau.

Skandalen om Se og Hør begyndte at rulle i slutningen af april, da den tidligere journalist på bladet Ken B. Rasmussen udgav nøgleromanen "Livet, det forbandede".

Heri fremgik det, at Se og Hør havde en såkaldt tys-tys kilde, der var ansat hos IBM, hvor han udførte opgaver for forløberen til Nets. Samtidig fodrede han angiveligt ugebladet med oplysninger om, hvor de kendte og de kongelige brugte deres kreditkort.

Siden har politiet sigtet Aller Media samt en stribe personer i forbindelse med sagen, og Aller har iværksat sin egen interne undersøgelse, der ventes klar ved udgangen af måneden.

/ritzau/