Allergikere efterlyser kompetente læger

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Røde øjne, kløe, løbende næse og åndedrætsbesvær.

Allergi og astma er udbredte lidelser i Danmark, men der er langt mellem læger, som er eksperter på netop dette område.

Sådan lyder det fra forbundet Astma-Allergi Danmark, der advarer om lange ventetider og mangel på speciallæger.

- Vi oplever, at patienterne lades i stikken. At de ikke udredes og behandles tids nok. Og det er et meget, meget stort problem, siger vicedirektør Anne Holm Hansen til Ritzau.

Cirka halvanden million danskere lider af overfølsomhed eller astma. Men mange må vente i månedsvis på at blive udredt og behandlet.

- Der er meget lange ventetider. Og det er forskelligt i forhold til, hvor man bor i landet, om man kommer til eller ikke kommer til. Der er også stor forskel på, hvem man bliver behandlet af, siger Anne Holm Hansen.

Hun fremhæver Nordjylland som en af de regioner, hvor det kan trække i langdrag, før patienter bliver behandlet for allergi eller astma.

- I Nordjylland har patienter oplevet helt op til to års ventetid. De steder, hvor der ikke er lang ventetid, har vi hørt historier om, at folk er sendt til steder, hvor lægerne faktisk ikke ved så meget om allergi, siger Anne Holm Hansen.

I 2004 blev allergispecialet nedlagt, og derfor er der i dag mangel på eksperter på netop det område, forklarer hun.

- Kompetencerne siver ud af sundhedsvæsenet. Ganske enkelt fordi de læger, der ved noget om området, går på pension, siger Anne Holm Hansen.

Astma-Allergi Danmark skal i foretræde for Folketingets sundhedsudvalg, hvor forbundet vil gøre opmærksom på ventetiderne og manglen på specialister.

- Vi vil gerne have ventetiderne ned. Men så skal sundhedsvæsenet også være gearet til at tage sig af patienterne, siger Anne Holm Hansen.

I dag findes en såkaldt fagområde-uddannelse i allergi, som de medicinske selskaber har oprettet. Men fordi det offentlige ikke prioriterer forskning i den type lidelser, er det ikke et attraktivt område at beskæftige sig med, mener Astma-Allergi Danmark.

/ritzau/