Allerslev om tænkepause: Skyldte vælgerne at tænke mig om

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Pia Allerslev (V) besluttede søndag - efter 12 dages betænkningstid - at sætte sig på posten som børne- og ungdomsborgmester i København de næste fire år.

Hun forklarer den lange ventetid med, at hun ville nå frem til den helt rigtige beslutning.

- Det har taget lang tid, fordi jeg følte, at jeg var nødt til at være helt sikker i mit valg. Det følte jeg, at jeg skyldte mig selv, men jeg følte i høj grad også, at jeg skyldte Venstres vælgere at træffe den rigtige beslutning, siger Pia Allerslev og fortsætter:

- Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der også har været andre interessante poster i spil. Der har været mange snakke både med folk internt på rådhuset og folk udefra. Jeg er kendt som en politiker, der ikke bare har en rådgiver.

Enkelte af Pia Allerslevs politiske modstandere har kritiseret hendes lange tænkepause. Den har blokeret for, at de andre partier kunne vælge borgmesterposter og politiske ben.

Hun afviser, at der har været taktiske tanker bag den langstrakte beslutningsproces.

- Jeg har det grundlæggende sådan, at når man har mulighed for betænkningstid, så behøver man ikke træffe beslutningen med det samme. Jeg har hverken gjort det for at genere, drille eller hive store poster ud af den røde fløj. Jeg gjorde det for at være sikker.

At Pia Allerslev, der forlader posten som kultur- og fritidsborgmester, nu skal være børne- og ungdomsborgmester, skyldes, at hun ser store muligheder i folkeskolereformen.

- I København har vi den dyreste folkeskole, men vi har desværre ikke den bedste. Og for mig at se er folkeskolereformen måske det, der skal til. En løftestang, der kan vende udviklingen i København.

Hun fremhæver, at 25 procent i dag forlader de københavnske folkeskoler uden at kunne læse eller skrive nok til at kunne tage sig en ungdomsuddannelse.

- Det er beskæmmende, synes jeg. Når man ser, hvor mange dygtige lærere og gode skoler vi har, så er der et kæmpe uudnyttet potentiale.

Pia Allerslev fik 13.903 personlige stemmer ved valget. Kun Socialdemokraternes overborgmester, Frank Jensen, fik flere stemmer.

/ritzau/