Alm. Brand er tilfreds med 2014 trods bankunderskud

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Mens forsikringsdelen hos Alm. Brand-koncernen havde et godt 2014, gik det mindre godt med koncernens bankforretning.

Det fremgår af koncernens regnskab for 2014, der er præsenteret onsdag.

For den samlede Alm. Brand-koncern endte sidste år med et overskud på 401 millioner kroner før skat. Det er en stigning på 49 millioner kroner i forhold til 2013.

I regnskabet siger administrerende direktør i Alm. Brand, Søren Boe Mortensen, at koncernen har haft et godt forsikringsresultat med lave omkostninger, færre skader og lavere udgifter til storskader.

- Vi glæder os også over, at vores høje depotrenter betyder, at mange kunder samler deres pensionsopsparing hos os, samtidig med at vores kundetilfredshed i hele koncernen på to år er fordoblet og ligger meget højt, siger Søren Boe Mortensen.

For bankdelen køres der fortsat med underskud, men mindre end året før. Resultatet før skat af bankaktiviteterne endte sidste år med et underskud på 275 millioner kroner mod et underskud året før på 469 millioner kroner.

Resultatet er forbedret betydeligt, men karakteriseres som "fortsat ikke tilfredsstillende".

Bestyrelsen indstiller, at der udbetales udbytte på 0,50 kroner per aktie for første gang siden finanskrisen tilbage i 2008.

- Vi har så meget tiltro til vores resultater og vores samlede forretning, at vi igen er klar til at udbetale udbytte til aktionærerne, siger Søren Boe Mortensen.

Alm. Brand-koncernen venter et samlet resultat før skat på 200-300 millioner kroner før skat for 2015.

/ritzau/