Alonso fastholder planen om spansk storhold

Der kan stadig komme et nyt spansk cykelhold i 2015, selvom baskiske Euskaltel er den senest slukkede stjerne på en nattehimmel af sponsorhungrende cykelhold på øverste niveau.

Den spanske Formel 1-stjerne Fernando Alonso måtte opgive at nå til enighed omkring et køb af Euskaltels licens, men efterfølgende har han understreget, at han agter at fortsætte sit forsøg på at rejse et nyt hold fra bunden.

- Min passion for sporten og min vilje til at samarbejde og til at gøre min del består, så dette er bare begyndelsen på fremtiden, forsikrede han timer efter, at Euskaltel havde meldt ud omkring et endeligt forhandlingssammenbrud, der vil resultere i holdets lukning med sæsonens udgang.

Cykel-entusiasten Fernando Alonso vil i stedet forsøge at have et hold klar til 2015, hvor blandt andre vennen Alberto Contadors kontrakt med Bjarne Riis udløber. Også Samuel Sanchez er blandt Alonsos bekendte.

- Vi vil arbejde på at skabe et hold, vi kan være stolte af - også hvis det skal bygges fra bunden. Det bedste cykelhold, vi kan danne i respekt for denne sport og med ydmyghed, skriver Fernando Alonso i en tilnærmelse til ambitionsniveauet for et nyt hold.

Ifølge den spanske avis AS brød forhandlingerne med Euskaltel sammen, fordi Fernando Alonso oven i en årlig udgift på to millioner euro (ca. 15 millioner kroner) ikke var med på, at acceptere, at den sportslige ledelse og udstyrssponsorerne Orbea og Bioracer skulle fortsætte på holdet.

Dagens Gossip

Dagens TV