Alt for mange unge vil i gymnasiet

Danmark er i gang med at overproducere studenter i en grad, så vi om få år får en stor ubrugelig arbejdsstyrke.

I 2011 valgte flere end syv ud af 10 en gymnasial uddannelse. Fortsætter de beskæftigelses- og uddannelsesmønstre, vi har kendt de seneste år, vil op imod 100.000 af disse studenter stå uden arbejde om 10 år.

For til den tid vil der ikke være brug for så mange unge, som kun har en almen gymnasial uddannelse at falde tilbage på.

Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Metal, der har krydset beskæftigelsesudviklingen de seneste 10 år med forskningsinstitutionen Dreams uddannelsesfremskrivning.

På et af landets mest populære gymnasier, Ørestad Gymnasium i København, kan rektor Allan Kjær Andersen se, at udviklingen i dag er alarmerende. Gymnasiet er ganske enkelt blevet for populært, erkender han.

- Vi har en stor gruppe elever, der ikke tidligere kom i gymnasiet, og som har svært ved at klare det, siger Allan Kjær Andersen.

Han skønner, at der er omkring 10 procent, der kommer ud og ikke får brugt deres studentereksamen.

Ifølge de nuværende uddannelsesmålsætninger skal 95 procent af en årgang have en ungdomsuddannelse, 60 procent en videregående uddannelse og 25 procent en lang videregående uddannelse.

For at rette op på den skæve søgning foreslår Metal, at politikerne indfører et mål om, at 40 procent af en ungdomsårgang skal have en erhvervsuddannelse.

Formand for Dansk Metal Claus Jensen fremhæver, at selv om der lige nu er arbejdsløshed, så var der for bare tre år siden en alarmerende mangel på faglærte, elektrikere og blik- og rørfolk.

- Og hvis vi er heldige og dygtige at få Danmark bragt i en situation, hvor vi igen kommer til at mangle folk, vil vi ret hurtigt igen mangle faglærte. Det er den situation, vi gerne vil undgå, siger Claus Jensen.

I dag søger kun godt 20 procent af en årgang ind på landets erhvervsuddannelser.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV