Altan-ulykke i Aarhus skyldes familietragedie

Der ligger en dybt tragisk episode bag to dødsfald i Aarhus tirsdag formiddag.

Ifølge Østjyllands Politi kastede en 53-årig psykisk uligevægtig mand sin 89-årige mor ud fra en altan i femte sals højde og sprang selv ud umiddelbart efter.

Begge faldt 15 meter ned og døde.

- Efterforskningen viser, at han formentlig har kastet sin mor ud over altanen, og så er han selv hoppet ud bagefter. Og de er så faldet ned på et stenfortov, siger politikommissær Peter Grove fra Østjyllands Politi til Ritzau og fortsætter:

- Det har selvfølgelig chokeret øjenvidner på stedet.

Episoden fandt sted ved beboelsesejendommen Klintegaarden på Skovvejen på Trøjborg i det nordlige Aarhus.

Den 89-årige kvinde sad i kørestol og var meget plejekrævende. Den seneste tid har manden taget sig af sin mor uden hjælp fra hjemmeplejen.

Politiet afviser, at en tredjepart har været involveret i episoden.

- Der er ikke nogen tredjepart indblandet i det her. Der er ikke nogen tegn på slagsmål eller noget som helst, overhovedet, siger Peter Grove og tilføjer:

- Vi betegner det som en tragedie.

Politiet blev alarmeret af vidner kort før klokken 11.30.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV