Alternativerne opbrugt: 4800 mister dagpenge-redningskrans

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

I 2014 mistede 4800 personer retten til den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. En ydelse der i foråret 2013 blev kastet ud som redningskrans til det uventede høje antal, der mistede dagpengeretten som følge af den tidligere VK-regerings dagpengereform.

Det viser tal fra a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke.

Konsekvenserne kan ramme den enkelte familie meget hårdt, siger Torben Poulsen, der er formand for AK-Samvirke.

Spørgsmål: Hvis man er blandt de 4800 personer, som har mistet retten til den midlertidige arbejdsmarkedsydelse i 2014 og ikke er kommet tilbage i beskæftigelse, hvad er alternativet så?

- Det er det frie fald, kan man sige. De kan måske få kontanthjælp, eller også er der ingen forsørgelse. Det er folk, som har været på arbejdsmarkedet og har haft en fornuftig lønindtægt, som bliver uforskyldt ledig.

- Det er en voldsom økonomisk deroute for familier, som har børn, der gerne vil gå til sport og dyrke idræt, hvor man kan blive nødt til at melde dem ud, siger Torben Poulsen til Ritzau.

Hvad der konkret sker med folk, som har mistet retten til den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, findes der ikke en statistik for.

- Vi har prøvet at tage kontakt til dem, men folk er ikke meget for at oplyse, hvad der sker.

- Hele den snak, der har været de seneste 5-10 år, hvor man nedgør og mistænkeliggør at være ledig eller på kontanthjælp, gør, at folk ikke er meget for at tale om det. De føler sig skamfulde, og det er fuldstændig uberettiget for langt de fleste, siger Torben Poulsen.

Flere personer er på vej til at miste retten til den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Ifølge AK-Samvirke modtog 13.400 personer den midlertidige arbejdsmarkedsydelse i december 2014.

De personer, der mister retten til dagpenge i 2015, har mulighed for at modtage en anden redningskrans i form af den midlertidige kontantydelse. Ydelsen og vilkårene minder meget om den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

/ritzau/