Alternativet brager ind i Folketinget

Med mere end 95 procent af stemmerne talt op står Alternativet til at brage ind i Folketinget med 4,7 procent af stemmerne ved valget.

Valgresultatet ser dermed ud til at give otte mandater til det nye, grønne parti, som blandt andet er gået til valg på en ugentlig kødfri dag i offentlige institutioner, at sænke danskernes arbejdstid til 30 timer om ugen og 100 procent økologisk landbrug før 2040.

Alternativet, som stiller op til folketingsvalg for første gang, ser dermed ud til at blive lige så store som SF og De Radikale, som ifølge prognosen står til otte mandater hver.

Alternativet peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men trods Alternativets sprint ind i Folketinget tegner prognosen til blå valgsejr.

Blå blok står til 90 mandater, mens rød blok står til 85.

Alternativet blev stiftet i november 2013 af den tidligere radikale kulturminister, Uffe Elbæk. Han gik af som kulturminister, da der blev sået tvivl om hans habilitet i forbindelse med nogle middage betalt af Kulturministeriet.

Siden frikendte Rigsrevisionen dog Elbæk for anklagerne.

Alternativet er blandt andet drillende blevet kaldt gøglerpartiet, hvilket partiet har taget til sig i partiets valgvideo, hvor man blandt andet kan se partiets formand, Uffe Elbæk, tale om partiets mærkesager, mens han jonglerer.

/ritzau/

Dagens Gossip