Alternativet flirter med EUs ballademager

Skrevet af admin

08/02/2016

Mest læste i dag

Når den græske økonom og kontroversielle tidligere finansminister Yanis Varoufakis tirsdag præsenterer en ny europæisk bevægelse, kommer danske Alternativet til at stå ved hans side.

- Vi har ledt efter et internationalt forum til de idéer, vi har, om hvordan vi får den demokratisering af EU, der er så nødvendig, hvis vi skal have et EU, siger Alternativets EU-ordfører, Rasmus Nordqvist, der også er blandt talerne ved tirsdagens lanceringsmøde.

Som eksempel på de fælles idéer nævner Rasmus Nordqvist, at EU-Parlamentet skal have retten til at stille det, der svarer til lovforslag i EU-systemet. I dag er det EU-Kommissionen, der har den såkaldte initiativret.

Yanis Varoufakis er nok bedst kendt for sin modstand mod de betingelser, som EU har stillet for at låne Grækenland penge. Varoufakis' håndtering af forhandlingerne med de øvrige eurolande blev i sig selv så stort et tema, at han endte med at forlade jobbet.

Nu vil han arbejde for, at EU-topmøder og møder mellem EU's og eurolandenes økonomi- og finansministre bliver transmitteret på internettet, så alle kan se og høre, hvad der bliver sagt.

Han vil også have EU til at droppe flygtningekvoter og i stedet begynde et internt kapløb om at tage imod flest mulige asylansøgere.

Det skriver han i et debatindlæg i den britiske avis The Guardian. På sin egen hjemmeside forklarer Varoufakis også, at EU-Parlamentet i virkeligheden er uden indflydelse - ligesom de nationale regeringer er underlagt Tysklands vilje.

Derfor skal bevægelsen, der får navnet DiEM25 (Democracy in Europe Movement 2025), som udgangspunkt hverken stille op til nationale eller det europæiske parlament ifølge den græske økonom.

Hos Alternativet har man heller ikke lagt sig fast på, hvordan bevægelsen kommer til at se ud.

- Man kan forestille sig, at det er en tænketank for gode løsninger. Man kan forestille sig, at vi skal overveje at stille op sammen til det næste EU-parlamentsvalg, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/