Alternativet: Thorning vil være en fremragende formand

Skrevet af admin

30/06/2015

Dagens topnyheder

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som ny formand for Folketinget rimer på fremragende, hvis man skal tro Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet.

Elbæk opfordrer Thorning til at kandidere til posten.

- Hun ville være en fremragende formand. Hun kender hele det parlamentariske arbejde, og hun har erfaringen med relationen mellem parlament og regering. Hun ville klæde den stol bedre end Pia Kjærsgaard, siger Elbæk.

Pia Kjærsgaard, tidligere formand for Dansk Folkeparti, er i spil til posten og har fået støtte fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). De øvrige partier i blå blok har dog endnu ikke meddelt, hvem de støtter.

Søndag bekendtgjorde Thorning ved Socialdemokraternes ekstraordinære kongres, hvor Mette Frederiksen blev ny S-formand, at hun sætter sig på Socialdemokraternes plads i Folketingets Præsidium.

En overraskende melding, og Thorning afviste ved samme lejlighed ikke at være kandidat til formandsposten.

- Det kan man aldrig vide, lød det fra Thorning.

Posten som Folketingets formand er en af de mest prestigefyldte i landet, selv om den ikke er magtfuld.

Formanden skal sikre, at møderne i folketingssalen foregår i god ro og orden, og at folketingsmedlemmerne har gode arbejdsforhold.

Thorning kan ud over Alternativet ligeledes forvente støtte fra SF, hvis hun stiller op, og formentlig også fra Enhedslisten.

Her vil gruppeformand Stine Brix dog ikke sige for meget endnu.

- Jeg har ikke noget at sige til det lige nu, for jeg vil gerne vide, hvem der reelt er kandidat, siger hun.

Spørgsmål: Vil I opfordre Thorning til at stille op?

- Det må hun selv finde ud af, om hun vil. Men jeg vil da gerne sige, at vi kommer nok ikke til at støtte Pia Kjærsgaard, og det er næppe en stor overraskelse. Vi vil typisk pege på en, der ligger så tæt på os som muligt, siger hun.

På fredag vælger Folketinget sin formand efter Mogens Lykketoft (S), som det kommende år skal være formand for FN's generalforsamling.

/ritzau/