Alternativet vælger Elbæk og ni andre kandidater

Skrevet af admin

13/09/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere Radikale kulturminister, Uffe Elbæk, er blandt de ti spidskandidater, som partiet Alternativet lørdag valgte blandt 18 kandidater.

De blev valgt ved et ekstraordinært årsmøde med mere end 170 medlemmer på Bremen Teater i København. Her præsenterede kandidaterne sig, før de talte med medlemmerne.

Kandidaterne er Uzma A. Andresen, Uffe Elbæk, Christian Poll, Ulla Sandbæk, Josephine Fock, Rune Peter Wingård, Torsten Gejl, Niko H. Grünfeld, Rasmus Nordqvist og Anne Thomas.

Blandt de bedst kendte fra listen er ud over Uffe Elbæk selv Ulla Sandbæk, der har siddet i EU-Parlamentet for Junibevægelsen fra 1989 til 2004.

Uffe Elbæk glæder sig over bredden i kandidatholdet. Der er unge og gamle. Der er folk fra hele landet, siger han.

- For det andet er jeg stolt på vegne af Alternativet, at kandidaterne kommer fra partiets græsrødder. Det vidner om et allerede stærkt medlemsdemokrati. Så dagen i dag er en rigtig god dag for Alternativet, siger Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.

Alternativet blev stiftet for knapt et år siden 27. november sidste år. Partiet har over 1400 medlemmer og har fået godkendt cirka 8500 vælgererklæringer ud af de omkring 20.000, der skal til for at Alternativet kan stille op til det folketinget ved et kommende valg.

Lørdag aften holder Alternativet talkshow og fest, der er åben for offentligheden i Bremen Teater.

Uzma A. Andresen, som er talsmand for kvindenetværket Hennah.dk, mener, at Alternativet har fået godt hold kandidater.

- Jeg glæder mig til at arbejde med at få folk til at mærke med hjertet og få dem til at tro på demokratiet igen, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/