Altmuligmanden Daniel Wass skifter til Celta Vigo

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Daniel Wass skifter til den spanske fodboldklub Celta Vigo på en kontrakt, der løber fem sæsoner. Daniel Wass skifter fra franske Evian, hvor danskeren har spillet siden 2011.

Det skriver Celta Vigo på klubbens hjemmeside.

Inden Daniel Wass skiftede fra Brøndby til udlandet spillede han primært højreback, men under tiden i Frankrig er Daniel Wass blevet brugt længere fremme på banen.

Landstræner Morten Olsen har således også prøvet Daniel Wass af på den centrale midtbane i marts mod Frankrig.

I 2011 skiftede Daniel Wass fra Brøndby til Benfica, men han blev straks efter udlejet til Evian, der året efter købte danskeren på en permanent aftale.

I Evian er det blevet til 146 kampe, 27 mål og 13 assist fra Daniel Wass fordelt på alle turneringer.

Et sommerskifte lå og lurede i horisonten for den fleksible spiller, da Evian rykkede ned i Frankrigs næstbedste række i den for nylig færdigspillede sæson.

Den 26-årige dansker er netop gået på sommerferie, efter han var med i landsholdets trup til EM-kvalifikationskampen mod Serbien og venskabskampen mod Montenegro.

Daniel Wass har spillet 13 A-landskampe for Danmark.

/ritzau/