Alvorlige fejl i Arbejdsskadestyrelsens IT-system

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

En konsulentrapport anbefaler, at Arbejdsskadestyrelsen dropper et IT-system, der foreløbigt har kostet 164 millioner kroner.

Det er en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte, der på grund af PROASK-systemets lange svartider, anbefaler, at systemet lukkes helt ned på grund af alvorlige problemer med udviklingen.

Derudover konkluderer rapporten, at systemet ikke vil komme til at fungere effektivt i forhold til sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen.

- PROASK-systemet er løbende blevet forsinket og fordyret, men først med Deloitte-rapporten er der rejst tvivl om, hvorvidt videre investering i systemet er rentabelt, siger direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Marie Rasmussen i en pressemeddelelse.

Udviklingen af PROASK-systemet blev sat i gang i 2008, og det er endnu ikke færdigudviklet. Det blev udviklet, så det kunne erstatte SJP-systemet, som er fra 1991.

Arbejdsskadestyrelsen overtog det nye system i 2012. Forventningen var, at systemet ville spare tid og frigøre ressourcer.

Det viser sig dog, at systemet har alvorlige problemer.

Derfor blev Deloitte sat i gang med at kulegrave IT-systemet, og konklusionen er, at det vil kræve flere ansatte at bruge i forhold til det gamle system.

Konklusionen er, at omkostningerne er for store, og der er ikke gevinster i form af sparet tid.

- Det skal vi tage meget alvorligt. Meget lange svartider vil betyde, at systemet bliver meget tidskrævende for vores sagsbehandlere, siger Anne Marie Rasmussen.

Hun understreger, at det ikke vil få konsekvenser for de mennesker, som kommer til skade og får deres sag behandlet i Arbejdsskadestyrelsen.

Styrelsen behandler hvert år over 64.000 sager, og kun en mindre del kører i dag gennem PROASK.

Deloitte konkluderer i samme rapport, at der er behov for at finde en løsning, der kan erstatte det gamle system SJP fra 1991.

/ritzau/