Alvorlige fejl i udlevering af medicin til plejehjemsbeboere

Skrevet af Jesper Larsen

12/05/2015

Dagens topnyheder

Overalt i landet bliver der begået alvorlige fejl i håndteringen af medicin, når beboere på danske plejehjem skal have udleveret og styret deres medicinforbrug af de ansatte. 

De mange fejl og mangler har ført til flere omgange af kritik fra embedslægen.

Læs også: Tiltale om drab: Sosu'er knuste piller, opløste dem i vand og sprøjtede dem ind i mands blodårer

- Det er meget alvorligt. Beboerne på landets plejehjem har jo krav på at få den medicin, som lægen ordinerer. Det kan jo have stor betydning for deres helbred, så det er alvorligt, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen, Anette Lykke Petri til P4 Sjælland. 

DR har fået aktindsigt i tilsynsrapporterne fra samtlige plejehjem, og en del af fejlene har været særdeles graverende. 

I Region Sjælland alene var der otte plejehjem, der fik kritik for deres medicinhåndtering. Det førte blandt andet til, at en beboer ikke fik udleveret insulin, mens en anden måtte gå i to dage uden blodfortyndende medicin. 

De mange fejl udgør ikke kun en fare for de ældre beboere, det skaber også stor utryghed hos de pårørende. 

Læs også: Plejehjemschef fyret: De ældre fik ingen vand

- Hver gang der er problemer af den her art, så bliver vores tillid til systemets kompetencer udfordret. Og det er noget, som er rigtig svært at håndtere, når man har sin kære siddende på et plejehjem, siger Marie Lenstrup, der er formand for Foreningen af Pårørende i Danmark til DR

En ny politisk aftale, som blev indgået sidste uge om tilsyn i sundhedsvæsnet, betyder, at der fremover kun vil være halvt så mange ressourcer til tilsyn på plejehjem. Besparelsen sker for at styrke Sundhedsstyrelsens tilsyn med læger.