Amagerbanken gik ind i skandaleprojekt med åbne øjne

Amagerbankens topmand, Jørgen Brændstrup, havde ingen større kvaler ved at låne ud til det store ejendomsprojekt Østerfælledparken. Projektet endte med at blive en katastrofe for banken og var med til at trække den under.

Jørgen Brændstrup, tidligere bestyrelsesformand N.E. Nielsen og fem andre ledende medarbejdere er krævet samlet 900 millioner kroner i erstatning af Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kræver erstatning for tre låneengagementer, der i blandt Østerfælledparken. Det gør de efter at have overtaget den krakkede Amagerbanken i 2011.

Finansiel Stabilitet mener, at ledelsen har svigtet i udlånet til de tre engagementer.

Bag Østerfælledparken stod Jens Schaumann og selskabet Schaumann Properties, en kendt ejendomsinvestor, der som flere andre krakkede efter krisen.

- Vi havde en række forretninger og en løbende dialog med Jens Schaumann. I marts 2006 præsenterer han os for projektet, siger Jørgen Brændstrup, der afgiver forklaring ved Retten i Lyngby fredag.

Han forklarer, at projektet, der skulle udvikle over 500 lejligheder på det fashionable Østerbro, havde fået et godkendende nik fra kendisejendomsmægleren Peter Norvig og Nykredit.

- Der var ikke noget, der gav os anledning til panderynker og prislejet, det skulle sælges til, var på linje med markedet.

- Og vi havde fuld indsigt i alle dokumenter om projektet. Der var intet, der indikerede, at det skulle være mere risikofyldt end andre projekter, siger Jørgen Brændstrup.

Det fremgår af dokumenter, at projektet var afhængigt af, at man kunne sælge lejlighederne og på den måde skaffe penge. Det mente Jørgen Brændstrup ikke ville blive et problem, og samtidig øjnede banken en chance for at skaffe nye kunder.

- Vi troede på, at der var lejligheder til de her købere. Vi mente også, at det var en interessant sag i forhold til, kunde få 500 plus privatkunder på Østerbro. Vi kunne tage med ud til åbent hus og præsentere banken, siger Jørgen Brændstrup.

Ved Amagerbankens tumultariske nedtur i 2010 havde Amagerbanken vurderet projektet til 1,5 milliarder kroner. En ny vurdering værdsatte det til blot lidt over det halve.

Det tvang, sammen med andre projekter, Amagerbanken til at skulle skaffe yderligere kapital.

Amagerbanken gik under i 2011.

Sagen mod Amagerbankens tidligere administrerende direktør Jørgen Brændstrup, bestyrelsesformand N.E. Nielsen og en stribe andre medlemmer af ledelsen går ikke på bankens konkurs.

Men Finansiel Stabilitet, der overtog banken efter dennes krak, kræver 900 millioner kroner i erstatning for tre konkrete udlån.

Et kernepunkt i sagen er, at Jørgen Brændstrup havde for mange kasketter på i organisationen, og at kreditkontrollen dermed var mangelfuld.

/ritzau/

Dagens Gossip