Amagerværket bliver danskejet for en halv milliard

Prisen for Amagerværket er en halv milliard danske kroner, oplyser HOFOR i en pressemeddelelse. Med købet vil selskabet fremtidssikre sig, fortæller administrerende direktør Lars Therkildsen.

»Svanemølleværket og H.C. Ørstedsværket (begge ejet af DONG Energy, red.), der i dag er med til at levere varme til københavnerne, er ældre værker, og vi har over for vores ejere og kunder en forpligtelse til at hæve blikket og sikre en konstant varmeforsyning også langt ud i fremtiden,« siger han.

Når købet er godkendt, vil HOFOR gå i gang med at planlægge omstillingen af Amagerværket til 100 procent bæredygtig biomasse. Ifølge Lars Therkildsen bidrager HOFOR afgørende til, at København bliver verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

»Vi ser en mulighed for at drive værket på en måde, som sikrer en fornuftig varmepris, der kommer vores fjernvarmekunder til gavn. Endelig sikrer vi med købet omstillingen til grønnere el- og varmeproduktion i København,« siger han.

Amagerværket skifter efter planen ejer ved årets udgang.

Dagens Gossip

Dagens TV