Amalie: Journalisthøjskolen kan bare ringe

I går kunne Dagens.dk fortælle, at unge journalistspirer bliver undervist i Amalie-sprog.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bliver reality-kendissen med det finurlige sprogbrug brugt som et eksempel, når journalisteleverne skal lære at tøjle og forstå kilder, som formulerer sig kryptisk - eller bare fuldstændig uforståeligt.

Helt præcis vises i undervisningen det berømte klip, hvor Amalie Szighety kalder sin Paradise Hotel-rival, Stina, for en 'russisk roulette'.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

Amalie selv er overrasket, men stolt over, hun har gjort sit indtog i undervisningen på journalistuddannelsen.

- Det er faktisk et godt budskab, konstaterer hun til Dagens.dk og fortsætter:

- Jeg har jo altid gået ind for, at man skal sige, hvad man vil. Da jeg sagde det der med 'russisk roulette', mente jeg jo også noget med det. Det var jo det der med, at Stina lignede en af de der... Hedder det kajakdansere?

Kosakdansere?

- Haha... Lige præcis. Men folk forstår mig jo alligevel. Da jeg sagde, at Stina er en 'lille dræbermyg' (samme klip fra Paradise Hotel red.) forstod alle jo også, hvad jeg mente.

Ifølge forskningschef i sprog på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, er Amalies eksempel blevet inddraget i undervisningen, fordi hun er 'voldsom i sit ævleri.' Men det er ikke noget, der fornærmer den unge skærmtrold.

- Det siger alle lærere. Da jeg gik i folkeskole fik jeg også at vide, at jeg vrøvlede. Det gør jeg måske også, men det er, fordi jeg siger lige præcis, hvad der falder mig ind, siger Amalie til Dagens.dk.

Og skulle Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ringe og tilbyde et job som gæsteunderviser:

- Det kan jeg bestemt ikke afvise. Det kunne faktisk være meget sjovt. Jeg ser det ikke som, at jeg bliver gjort til grin, siger Amalie.

Du kan se det berømte klip her:

Dagens Gossip