Amanda Knox fundet skyldig i drab - igen

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

En italiensk domstol kendte torsdag aften amerikaneren Amanda Knox skyldig i drab for anden gang. Hun idømmes 28 år og seks måneders fængsel, skriver nyhedsbureauet AFP.

Amerikanerens tidligere italienske kæreste Raffaele Sollecito blev også fundet skyldig i drab og er blevet dømt til 25 års fængsel.

Knox fulgte den italienske domstol i Firenze fra sit hjem i Seattle i USA.

Advokater siger, at Sollecito, som var i retten i Firenze tidligere torsdag, ikke var til stede ved domsafsigelsen.

Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver, at han øjensynligt forlod Firenze, da de to dommere og otte nævninge trak sig tilbage for at votere.

De voterede i over 10 timer.

De to er dømt for drabet på en 21-årige brite Meredith Kercher i 2007.

Knox tilbragte fire år i fængsel, efter at hun og Raffaele Sollecito første gang blev dømt for at have dræbt Meredith Kercher, der blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse i det hus, hun delte med Knox tilbage i 2007.

Både Knox og Sollecito blev kendt skyldig i den oprindelige retssag i 2009 og blev idømt henholdsvis 26 og 25 års fængsel.

Men i oktober 2011 blev de begge frikendt i en appelsag. Og Amanda Knox rejste hjem til Seattle i USA.

Kun fire måneder efter udtrykte anklagemyndigheden et ønske om at genåbne sagen, fordi den mente, at Knox blev frifundet på grund af "udeladelser og mange fejltagelser".

En narkotikahandler, Rudy Guede, som var til stede i huset, hvor drabet skete, har siddet fængslet i en årrække i sagen, efter at han har givet mange modstridende forklaringer.

Dommen torsdag kan fortsat appelleres.

I en bog har Amanda Know beskrevet sig selv som en naiv, ung kvinde, der blev snydt af et fremmed lands retssystem. Hun fortæller også om et liv fuldt af stoffer og sex som studerende i den italienske by Perugia.

Det italienske retssystem kan ikke kræve Knox udleveret, men må lade det være op til de amerikanske myndigheder at vurdere, om hun skal sendes tilbage over Atlanten.

/ritzau/AFP