Ambassade i London: Satiretegninger ikke specielt grove

Skrevet af admin

27/01/2016

Dagens topnyheder

De mest opsigtsvækkende indslag i de britiske medier onsdag om de danske asylstramninger, der blev vedtaget i Folketinget tirsdag, var satiretegninger i de to venstreorienterede aviser The Guardian og The Independent.

I The Independent har tegneren Dave Brown tegnet Den Lille Havfrue med den berømte sonet fra Frihedsgudinden i New York – "Giv mig jeres trætte, jeres fattige, jeres sammenstuvede masser, der længes efter at trække vejret i frihed". Der er så tilføjet, at "jeg stjæler så deres tegnebøger, deres smykker, deres guldtænder m.m."

I The Guardian har tegneren Steve Bell illustreret situationen med en satiretegning, der forestiller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i nazilignende tøj og i en naziagtig positur omgivet af kendte danske logoer for Lego, Danish Crown og Carlsberg.

"Probably the stupidest political party in the world" står der på tegningen med en omskrivning af den berømte Carlsberg-reklame. En tegning i andre medier viste flygtninge på grænsen lægge værdier i store containere.

På den danske ambassade i London vurderes satiretegningerne dog ikke at være specielt grove i forhold til den britiske tradition.

- Tegningerne er ikke værre end de fleste andre i de britiske medier, siger presseattaché Kåre Odgaard Gade på den danske ambassade i London. Han fremhæver, at der er en tradition for grov satire i de britiske medier.

- Disse virker måske stærkere, fordi de er rettet mod Danmark, men det er ikke umiddelbart noget ud over det sædvanlige, og der er ingen lederskribenter, som har skrevet om Danmark i dagens aviser, siger Kåre Odgaard Gade og tilføjer:

- Sagen bliver i mange af de britiske medier mest opfattet som et udtryk for, at EU-systemet har svigtet, og hvis der er kritik eller forargelse, så er det mere rettet mod Bruxelles end mod København.

Han fremhæver, at BBC havde historien om de danske asylstramning som tophistorie tirsdag aften, men kun som afsæt for en bredere historie om EU og flygtningekrisen.

Den danske ambassadør i London, Claus Grube, har sammen med sin stab i en del tilfælde været ude og rette op på misinformation eller mangelfuld information om sagen i de britiske medier.

- Det har typisk drejet sig om manglende oplysninger i omtalerne af asylstramningerne. Herudover har vi sørget for løbende opdatering af faktuelle oplysninger om sagen på ambassadens hjemmeside og øvrige sociale medier, oplyser Kåre Odgaard Gade.

/ritzau/