Ambassade tilbyder at huse danskere i kaotiske Nepal

Den danske ambassade i Nepal har åbnet dørene op for de danskere, der ikke ønsker at sove andre steder i hovedstaden Kathmandu.

Cirka 60 danskere sover fra søndag til mandag i telte i ambassadens have, da det kan være usikkert at sove indenfor, hvis der kommer endnu et skælv.

- Først på dagen søndag forsøgte vi at opfordre folk til at finde et andet sted at overnatte. Så havde vi et jordskælv omkring klokken 13 lokal tid, som var rimelig alvorligt, siger hun.

- Efter det har vi besluttet, at folk, som ikke ønsker at gå andre steder hen, har mulighed for at blive på ambassaden.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der søndag aften kommet meldinger om, at en dansk kvinde er indlagt på et hospital i Kathmandu. Det er den første melding, der har været, om tilskadekomne danskere i Nepal efter jordskælvet, som fandt sted lørdag.

- Vi har ikke flere informationer om de nærmere omstændigheder, men hun skulle være i god behold. Og de pårørende ér underrettet, siger centerchef i Udenrigsministeriets Borgerservice Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.

Ifølge Udenrigsministeriets borgerservice forsøger man stadig at komme i kontakt med cirka et halvt hundrede danskere, selvom der endnu ikke er et fuldt overblik over, hvor mange danskere der er i landet.

- Der er nu 52 personer, som vi ikke har kontakt til. Men vi betragter dem ikke som savnede, siger Ole Egberg Mikkelsen, Chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

Han understreger, at listen hele tiden justeres, som nye navne kommer ind. Udenrigsministeriet mener, at der er cirka 280 danskere i Nepal.

Ole Egberg Mikkelsen minder om, at mange af danskerne befinder sig i områder, hvor kommunikationen også normalt har svært ved at nå ud. Og derfor er det ikke nødvendigvis bekymrende, at myndighederne endnu ikke har været i kontakt med danskerne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV