Ambassadør: Briterne kæmper mellem fornuft og følelser

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Med et gammelt Jane Austen-citat kan man tale om kampen mellem fornuft og følelser eller mellem hjerne og hjerte.

Sådan beskriver Danmarks ambassadør i Storbritannien, Claus Grube, de to fløje, som torsdag skal stemme om, hvorvidt de vil forblive i EU eller forlade EU.

- Følelsesmæssigt er der mange briter, som er stolte af den britiske nation og landets historie og de ting, de har udrettet igennem tiderne. De kan godt lide at føle sig store og mægtige i verden, siger han.

- På den anden side tilsiger de økonomiske og sikkerhedspolitiske argumenter og hele Storbritanniens historiske forhold i EU-samarbejdet, at man bliver.

Det er naturligvis ikke udelukkende et britisk fænomen at føle national stolthed, understreger ambassadøren.

Men hvis man samtidig dyrker følelsen politisk, så bliver det til et særskilt spørgsmål, mener han.

- Og det er netop det, som leave-kampagnen gør. Den slår især på landets suverænitet, selvstændighed og storhed og prøver også at pirke til folks historiske erindring af dengang, man var et imperium, siger Claus Grube.

Og for nogle briter, som ønsker at forlade Den Europæiske Union, handler det netop om at ville tilbage til Det Britiske Imperium, der gik i opløsning efter Anden Verdenskrig, vurderer den danske ambassadør.

- Der er mange i den britiske befolkning, der føler sig presset af globaliseringen, den teknologiske udvikling, og som måske også har nogle erhvervskompetencer, som der ikke længere er brug for, siger han.

- Så er det klart, at hvis de kan give indvandringen, EU eller måske den økonomiske elite skylden for deres økonomiske miserer, så gør de det.

Men uanset resultatet af torsdagens folkeafstemning forsvinder problemerne i Storbritannien ikke af sig selv, efter at vælgerne har sat deres kryds, påpeger ambassadøren.

- Problemerne i det britiske samfund vil fortsat være der, for meget af det er et spørgsmål om interne økonomiske og sociale reformer, siger han.

Claus Grube har været Danmarks ambassadør i Storbritannien siden 2013.

/ritzau/