Ambassadør: Nyt at angribe civile mål i Pakistan

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Mindst ni bevæbnede mænd angreb tirsdag en skole i den pakistanske by Peshawar og dræbte mindst 125 børn. Selvom Pakistan i 2014 har oplevet mange angreb fra Taliban, er angrebet tirsdag usædvanlig chokerende for pakistanerne.

Det fortæller den fungerende danske ambassadør i Pakistan, Dariann Riber.

- Folk er meget berørte og føler med de familier, det er gået ud over. Selv efter pakistanske forhold er det her meget voldsomt, siger hun.

- Det, at det går ud over et civilt mål, er man ikke vant til. Man er vant til, at talibanerne retter angrebene imod militæret og politiet. At gå efter skolebørn er lidt en anden skala, end det man plejer.

Angrebet har sendt chokbølger gennem landet, og Dariann Riber siger, at der flere steder planlægges sørgedag onsdag, samt at flere større begivenheder er aflyst - også i hovedstaden Islamabad.

Skolen er drevet af militæret, men der var ifølge Dariann Ribers oplysninger både børn af militærpersonale og civile på skolen. Langt størstedelen af ofrene var netop disse elever.

- Det er primært skolebørn. Fra hvad vi ved, er der relativt få lærere og vagter blandt ofrene. Aldersgruppen er fra fem til 17. Det er blandt andet små børn, siger Dariann Riber.

- Det at ramme en skole, som militæret driver, er et symbolsk mål. Man skal huske, at i Pakistan driver militæret mange faciliteter, som de ikke vil drive i Danmark.

Den pakistanske hær begyndte i juni operationer imod Taliban i Nord-Waziristan nord for byen Peshawar. Ifølge Dariann Riber vil nogle i Pakistan sætte angrebet på skolen i Peshawar ind i den kontekst.

- Jeg tror, der er forskellige vurderinger. Men nogle vil helt klart mene, at Taliban tager hævn for, at der har været den her type operationer fra hæren. Når Taliban bliver truet, så slår de tilbage, siger Dariann Riber.

/ritzau/