Ambassadør: Rusland er klar til vestlig alliance mod IS

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Rusland er klar til en alliance med USA, Frankrig og Tyrkiet mod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, siger Ruslands ambassadør i Frankrig onsdag.

- Vi er klar til (...) at planlægge angreb på Daesh-positioner sammen og skabe et fælles personale (joint staff, red.) med Frankrig, USA og alle lande, som vil være med i denne koalition, siger Aleksander Orlov og bruger en anden betegnelse for Islamisk Stat.

- Hvis tyrkerne vil være med også, er de velkomne, siger han videre.

Udmeldingen kommer efter angrebene i Paris forrige fredag, som kostede 130 livet og en bombe på et russisk fly fra Sharm el-Sheikh, hvor 224 mistede livet.

Islamisk Stat har taget skylden for begge angreb.

Trods nye spændinger mellem Tyrkiet og Rusland ser Moskva en fremtid for tyrkerne i samarbejdet.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger kort efter, at det russiske fly tirsdag blev ramt i tyrkisk luftrum, men styrtede ned i Syrien. Dele af flyet landede dog ifølge præsidenten i Tyrkiet og sårede to tyrkiske statsborgere.

Tyrkiets stærke mand siger videre, at Tyrkiet ikke ønsker en eskalering efter hændelsen.

/ritzau/AFP