Ambulancefører: Stop med at filme og fotografere ulykker

Skrevet af Jesper Larsen

08/08/2015

Mest læste i dag

Nærgående mennesker der stopper op og tager billeder og video af ulykkessteder er med til at besværliggøre redningsindsatsen for ambulancefolk, siger en ambulancefører fra Göteborg, der undrer sig over, hvorfor en del mennesker åbenbart har et stort behov for at filme og tage billeder, når der har været en ulykke.

Han har i flere tilfælde oplevet, at folk forstyrrer arbejdet - blandt andet da en person fik hjertestop midt i byen.

- Da vi løftede ham op på båren for at få ham væk, stod folk  i vejen, så vi ikke kunne komme hen til ambulancen. En kollega måtte gå foran båren og skubbe folk væk. Da vi får patienten ind i ambulancen, er der to personer, der forsøger at mase sig ind i ambulancen, så de kunne tage billeder, siger Sixten Lindblom fra redningstjenesten i Göteborg, ifølge SVT. 

Sixten Lindbloms udmelding kommer, efter han i flere år har oplevet lignende situationer, og fordi hans kone i denne uge var ude for en oplevelse med nærgående og aggressive tilskuere ved en ulykke i et badeland, hvor en 15-årig dreng var involveret i en alvorlig drukneulykke.

- Man bliver vred hver gang. Jeg vil bare gerne vide, hvad folk skal bruge billederne og video til. Man krænker personen, der er kommet til skade, siger Sixten Lindblom til SVT. 

Men det er ikke kun krænkelsen af den, der er kommet til skade, han advarer mod. Det kan være direkte livstruende for den. 

- Hvis man har hjertestop, er hvert sekund vigtigt. Hvis vi ikke kan komme frem, stiger risikoen for at patienten ikke overlever, siger han. 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: