Amdi og co. kan blive arresteret i udlandet

Kendelsen betyder, at de fem Tvind-ledere, som er tiltalt for underslæb og skattesvig i forbindelse med pengeoverførsler til og fra Tvinds humanitære fond, kan blive arresteret uden for Danmarks grænser, når Justitsministeriet har udstedt en international arrestordre.

Landsretten begrundede kendelsen med, at der er »begrundet mistanke« om, at de tiltalte i forbindelse med deres tilhørforhold til Tvind »har handlet eller undladt at handle på en sådan måde, at de kan gøres strafferetligt ansvarlige i overensstemmelse med tiltalen«, og at der derfor ligeledes er »begrundet mistanke om, at de tiltalte er skyldige i det, de hver især er tiltalt for«.

Ifølge anklagemyndigheden kanaliserede lærergruppen i perioden 1990-1992 store pengebeløb fra Tvinds humanitære fond til dækning af projekter, der ikke var berettigede til fondsmidlerne, herunder projekter i Tahiti og i Malaysia samt finansiering af en luksusejendom på Fisher Island i Miami i USA.

Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen befinder sig ifølge Jyllands-Posten i et hus på Tvinds center TG Pacifico i Mexico, cirka 120 kilometer fra grænsen til USA.

Danmark har ingen udleveringsaftale med Mexico, men det behøver ikke at udelukke en udlevering af den nu 74-årige Amdi Petersen, der i 2006 blev frikendt i byretten.

Forsvarerne i sagen, som skal drøfte kendelsen torsdag, kan nu forsøge at få bragt kendelsen op i Højesteret via Procesbevillingsnævnet.

Dagens Gossip

Dagens TV