American Hustle og Gravity fik flest Oscarnomineringer

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

De to amerikanske film "American Hustle" og "Gravity" blev topscorere, da dette års Oscar-nomineringer blev offentliggjort i Los Angeles. De fik hver 10 nomineringer.

Topscorerne bliver efterfulgt af det historiske drama "12 Years a Slave", som fik ni nomineringer. De tre film er blandt de i alt ni, som er nomineret til bedste film ved Oscaruddelingen, som finder sted 2. marts.

Øvrige film, der er nomineret til den mest eftertragtede filmpris i verden, er "Captain Phillips", "Dallas Buyers Club", "Her", "Nebraska", "Philomena" og "The Wolf of Wall Street".

Piratdramaet fra Somalia "Captain Phillips" og aids-aktivist-filmen "Dallas Buyers Club" samt den sorthvide roadmovie "Nebraska" fik hver seks nomineringer, viser listen fra Academy of Motion Picture Arts and Sciences.

Martin Scorseses episke film om grådighed på Wall Street, "The Wolf of Wall Street", og den futuristiske kærlighedshistorie "Her" fik hver fem nomineringer.

Krimidramaet "American Hustle" handler om en svindler, der sammen med sin forførende partner bliver tvunget til at arbejde for en FBI-agent.

Otte er nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle, deriblandt Chiwetel Ejiofor som den frie mand, der bliver solgt til slaveri i "12 Years a Slave." Han konkurrerer med blandt andre Matthew McConaughey, som sidste søndag fik en Golden Globe for sin rolle i "Dallas Buyers Club."

Meryl Streep har også øget sin føring som den mest nominerede skuespiller med sin 18. nominering i kategorien bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle som matriark i "August: Osage County."

Hun konkurrerer med blandt andre Sandra Bullock som astronaut i "Gravity" og Cate Blanchett som den rige overklassekvinde, der har mistet alt, i Woody Allen's "Blue Jasmine."

Komikeren Ellen DeGeneres er vært ved dette års Oscaruddeling i Los Angeles 2. marts.

/ritzau/Reuters