Amerikaner anholdt på flodbred: Ville svømme til Nordkorea

En amerikansk mand, der tirsdag aften lokal tid forsøgte at krydse grænsen til Nordkorea, er blevet anholdt i Sydkorea, oplyser det sydkoreanske forsvarsministerium.

- En mandlig amerikansk statsborger blev tirsdag aften anholdt, mens han forsøgte at svømme over floden til Nordkorea, siger en talsmand for ministeriet til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap har manden fortalt politiet, at han ønskede at mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Soldater fra den sydkoreanske hær fandt manden, der er i begyndelsen af 30'erne, liggende udmattet på flodbredden på den sydlige side af Han-floden, som udgør en del af den stærkt bevogtede grænse mellem Nord- og Sydkorea.

En anden amerikansk statsborger blev søndag dømt til seks år i en nordkoreansk arbejdslejr efter anklager om at have begået fjendtlige handlinger under dække af at være turist i landet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV