Amerikaner meldes dræbt under egyptisk demonstration

Alexandria, der er Egyptens anden største by, er fredag præget af voldsomme sammenstød mellem tilhængere og modstandere af præsident Mohamed Morsi, som snart kan markere sit et års jubilæum på posten.

Den afdøde amerikaner er ifølge general Amin Ezzeddin en ung mand, der er blevet stukket i brystet. Han skulle angiveligt have brugt sin mobiltelefon med et kamera nær et kontor, der tilhører Morsis parti, Det Muslimske Broderskab, da det blev angrebet af vrede demonstranter. Efter at være blevet stukket ned, blev den unge amerikaner i al hast bragt til et militærhospital, hvor han døde.

Ud over den dræbte amerikaner skulle mindst 70 personer være blevet såret i Alexandria, hvor det er ventet, at Morsis støtter og modstandere af regeringen vil mødes i massedemonstrationer i de kommende dage, og der er stor frygt for, at sammenstødene vil ende voldeligt.

På søndag har Mohamed Morsi siddet på præsidentposten i et år. En periode, der har været præget af store uroligheder.

BNB

Dagens Gossip