Amerikaner stormer mod storslalom-guldet

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

OL-guldmedaljen i storslalom ligger for fødderne af den amerikanske skiløber Ted Ligety. Han skal bare samle den op i andet gennemløb, der begynder 11.30.

Ligety har efter et fremragende første gennemløb et forspring til sin nærmeste konkurrent, Ondrej Bank, Tjekkiet, på 0,93 sekunder.

Dermed skal meget gå galt, hvis ikke den regerende verdensmester ender øverst på podiet.

- Når man har så stor en buffer, betyder det, at man ikke behøver tage store chancer i andet gennemløb.

- Jeg er halvvejs, men jeg skal stadig gå til den i andet gennemløb. Meget kan ske endnu, jeg skal bare gøre, som jeg har gjort indtil nu, siger Ligety.

Han havde et forrygende VM sidste år, hvor han både vandt guld i storslalom, Super G og den kombinerede konkurrence.

Men i OL-sammenhæng har han kun en enkelt guldmedalje fra den kombinerede konkurrence i Torino 2006.

Første gennemløbs største skuffelse stod tyske Stefan Luitz for. Den 21-årige tysker kom i mål bare 59 hundreddele af et sekund efter Ligety og ville have ligget på en andenplads, hvis ikke han havde kikset den allersidste port.

Luitz skulle egentlig bare glide i mål, men kom for tæt på porten, så hans ene ski havnede på den forkerte side af pinden, og derfor blev han diskvalificeret.

/ritzau/