Amerikanere bør hurtigst muligt forlade Yemen

Det amerikanske udenrigsministerium kommer med anbefalingerne og ordrerne på grund af frygt for terror mod amerikanske mål, oplyser ministeriet i en udtalelse.

»Ministeriet opfordrer alle amerikanske statsborgere til at udskyde rejser til Yemen og statsborgere, der bor i Yemen i øjeblikket, til at forlade landet med det samme,« lyder det.

Advarslerne kommer, efter at USA har lukket en lang række ambassader og missioner over hele Mellemøsten og flere steder i Afrika på grund af en forhøjet frygt for, at al-Qaeda vil udføre et eller flere terrorangreb mod amerikanske eller vestlige mål.

Trusselsniveauet i Yemen er ifølge de amerikanske myndigheder »ekstremt højt«.

Udmeldingen fra udenrigsministeriet sker få timer, efter at et amerikansk droneangreb tidligt tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP dræbte fire formodede al-Qaeda-medlemmer i Yemens østlige Marib-provins. Flere i området frygter nu et gengældelsesangreb fra terrorbevægelsen.

Det står ikke klart, om den hændelse har direkte tilknytning til de amerikanske myndigheders opfordringer om at forlade Yemen nu og her.

Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) vurderes som den mest sofistikerede gruppe, der er udsprunget af det netværk, som Osama bin Laden grundlagde.

Udover USA har en række europæiske lande ligeledes lukket deres diplomatiske missioner ned flere steder i Mellemøsten. Norges ambassader i Yemen og Saudi-Arabien holdt eksempelvis lukket søndag, selvom de ifølge NRK normalt holder åbent om søndagen.

Storbritannien, Tyskland og Frankrig holdt også sine ambassader midlertidigt lukket søndag, og lukningen af Storbritanniens ambassade i Yemen er foreløbig forlænget frem til onsdag.

Dagens Gossip