Amerikanere frarådes Egypten som rejsemål

Ligesom Udenrigsministeriet herhjemme har USA ændret anbefalingerne oven på den blodige onsdag, hvor 525 mennesker ifølge den egyptiske regering har mistet livet i politisk motiverede kampe, hovedsageligt i hovedstaden Cairo.

Torsdag gjorde USAs præsident, Barack Obama, det også klart, at den storstilede militærøvelse, som var planlagt mellem de to lande i næste måned, er afblæst, og fra det amerikanske udenrigsministerium lyder det nu også, at man vil genoverveje »alle former for« støtte til Egypten.

»Fremadrettet vil vi, ligesom vi beviste i morges (torsdag morgen, red.) med vores udmelding, fortsat vurdere og gennemgå vores hjælp i alle former,« siger udenrigsministeriets talskvinde Jen Psaki.

Samtidig fordømmer hun de »forkastelige angreb« de seneste dage mod kirker og offentlige bygninger i Egypten.

»Disse angreb skærper yderligere en allerede skrøbelig atmosfære,« siger hun.

Siden den demokratisk valgte præsident Mohamed Morsi blev afsat 3. juli, har USA haft svært ved at svare på, hvad der skulle ske med den enorme støtte, som amerikanerne hvert år sender til Egypten. Knap 8,7 milliarder kroner støtter USA med årligt, hvoraf det meste er militærstøtte.

Danmark har valgt at sætte to samarbejdsprojekter med myndighederne i Egypten i bero, mens danskerne fortsætter samarbejdet med civilsamfundspartnere i det uroplagede land.

FNs Sikkerhedsråd skal på opfordring af Frankrig, Storbritannien og Australien mødes torsdag aften for at diskutere situationen i Egypten. Bag lukkede døre vil rådet blive briefet af FNs vicegeneralsekretær, Jan Eliasson.

Dagens Gossip