Amerikanere ønsker samarbejde fra Apple i terrorsag

Skrevet af admin

22/02/2016

Dagens topnyheder

Størstedelen af den amerikanske befolkning støtter den amerikanske regering i dens beslutning om at kræve, at it-virksomheden Apple skal låse en krypteret iPhone op.

Telefonen tilhørte en af gerningsmændene bag et angreb på et handicapcenter i San Bernardino i Californien, der i december kostede 14 mennesker livet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En undersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut The Pew Research Center viser, at 51 procent af undersøgelsens respondenter mener, at Apple skal hjælpe med at låse telefonen op, mens 38 procent ikke mener, at Apple skal hjælpe i sagen.

11 procent er hverken for eller imod.

Undersøgelsen er foretaget ved telefoninterview blandt 102 amerikanere. Ifølge AFP er den statistiske usikkerhed på cirka 3,7 procentpoint. Den viser, at støtten til regeringen er højest hos de ældre i befolkningen.

De amerikanske myndigheder har krævet, at virksomheden bidrager med teknisk assistance til at låse op for den mobiltelefon, som tilhørte en af gerningsmændene. Begge gerningsmænd blev dræbt af politiet efter angrebet.

Apple nægter at bidrage. Virksomheden mener, at den ved af give efter for kravet fra regeringen vil skabe præcedens, som vil svække sikkerheden for alle forbrugere.

Apple får støtte fra en anden it-gigant.

- Vi (Facebook, red.) har sympati for Apple, siger Facebooks storaktionær og skaber, Mark Zuckerberg, mandag ifølge BBC

Udmeldingen fra Zuckerberg er kommet på den store it-messe Mobile World Congress, som i disse dage afholdes i Barcelona.

- Jeg tror, at "bagdøre" til krypteringer hverken er en god ting, eller en effektiv måde at øge sikkerheden på, siger han.

Zuckerberg tilføjer, at Facebook har pligt til at gøre alt for at undgå terrorisme, men understreger at virksomheden stadig er fortaler for kryptering.

Cheferne hos Google og Twitter har i sidste uge også luftet deres støtte til Apple.

/ritzau/AFP