Amerikanere regner sig frem til mulig ny planet

Vores billede af solsystemet skal måske endnu engang revideres.

I hvert fald mener forskere fra California Institute of Technology at have fundet tegn på, at der eksisterer en niende planet i vores solsystem foruden de otte, vi kender i forvejen.

Ganske vist er der ingen, der har set den mystiske planet, der er cirka tyve gange så langt væk fra Solen som Jorden.

Men computerberegninger antyder, at der kan være noget derude et sted, som drejer rundt om Solen.

Og det er vel at mærke ud fra den samme model, der forudsagde eksistensen af en række andre himmellegemer i det såkaldte Kuiper-bælte på den anden side af Pluto.

- Selv om vi var skeptiske i begyndelsen, så er vi blevet meget overbeviste om, at den er derude et sted, efter at vi begyndte at undersøge dens bane, siger Konstantin Batygin, der er assisterende professor ved universitetet i Californien.

Den formodede planet har en masse, der er 5000 gange større end Pluto, men menes nøjagtigt som Uranus og Neptun at være en gasplanet uden fast overflade.

Hvis antagelserne om dens bane holder stik, er den mellem 10.000 og 20.000 år om at bevæge sig en omgang rundt om Solen.

Opdagelsen betyder, at hele verdens teleskoper nu vil jagte planeten i et forsøg på at få bekræftet dens eksistens.

Men som Robert Massey, der er vicedirektør ved Royal Astronomical Society i London minder om, så er det ikke sikkert, at det lykkes.

- Der har været andre tilfælde tidligere, hvor man har forudsagt planeters tilstedeværelse, men ikke har fundet noget, siger han til AFP.

Det er bestemt ikke hver dag, at nogen opdager nye planeter i vores solsystem.

Den ottende planet, Neptun, blev først opdaget i 1846, og i 1930 blev Pluto spottet af amerikaneren Clyde Tombaugh.

Indtil 2006 troede man, at Pluto var den niende planet i vores solsystem, men en ændring af definitionen på, hvad det kræves for at et himmellegeme kunne kaldes en planet betyder, at man nu kun regner den for at være en dværgplanet.

/ritzau/

Dagens Gossip