Amerikanere takker ja til dansk Hercules-fly i Irak

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Folketingets partier skal nu hastebehandle forslaget om det danske transportbidrag til den humanitære indsats. Det bekræfter formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S).

- Statsministeren har skrevet til Folketinget, at man på anmodning fra USA vil sende et dansk transportbidrag til Irak. Jeg har forstået, at der er tale om et Hercules-fly, siger formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S).

Amerikanerne har ifølge Ritzaus oplysninger takket ja til at lade et dansk Hercules-fly deltage i den humanitære indsats i det nordlige Irak, hvor en halv million mennesker ifølge FN er drevet på flugt af Islamisk Stat.

Torsdag klokken 12 skal regeringens forslag om at sende et dansk transportbidrag til en humanitær mission i Irak præsenteres nærmere for Det Udenrigspolitiske Nævn.

Herefter hasteindkaldes Folketingets partier for at behandle forslaget onsdag den 27. august.

Og det haster med at få flyet på vingerne, lyder det fra Mette Gjerskov.

- Den humanitære situation i Nordirak er ganske forfærdelig. Islamisk stats fremfærd er så ufattelig brutal, at jeg ikke tror, vi ser noget lignede i verden på nuværende tidspunkt på trods af, at man må sige, at verden har stået i flammer hen over sommeren.

- Det her en meget, meget alvorlig situation, og derfor tror jeg, at Folketinget vil være velvilligt indstillet over for at behandle det her som en hastesag, siger Mette Gjerskov.

For en uge siden meddelte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen er parat til at bidrage til USA's humanitære operation i det nordlige Irak.

Det danske transportfly vil kunne flyve nødhjælp ind til de hundredtusindvis af flygtninge, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem de seneste uger.

Ifølge statsministeren tegner der sig er flertal for at sende det danske bidrag af sted til Irak.

/ritzau/