Amerikanerne hamstrer mad før orkan

I det østlige USA gør indbyggerne sig klar til, at orkanen Sandy brager ind over kysten, efter at den har hærget i Caribien med mindst 59 dødsfald til følge.

Det voldsomme vejrsystem, der bliver kaldt Frankenstorm på grund af sammenfaldet med den amerikanske allehelgensdag, Halloween, 31. oktober, ventes at ramme mellem delstaterne Virginia og Massachusetts tidligt tirsdag lokal tid.

Men amerikanerne skal allerede være klar til vindstød af orkanstyrke mandag, og også søndag vil det storme voldsomt mange steder.

Mens indbyggerne gør sig klar ved at hamstre fødevarer og sikre deres hjem, bliver også slutspurten i det amerikanske præsidentvalg berørt.

Begge kandidater har måttet ændre deres rejseplan for ikke at strande midt i stormvejret. Mitt Romney dropper derfor en tur til svingstaten Virginia søndag og tager i stedet til en anden vigtig stat, Ohio, skriver Reuters.

Også Barack Obamas hold har måttet indrette kalenderen efter Sandy. Præsidenten tager derfor til Florida søndag i stedet for mandag.

Orkanen kommer usædvanligt sent på året og rummer både voldsomme vindstød og enorme regnskyl, der kan skabe omfattende materielle ødelæggelser.

Især regnmængderne har hidtil skabt store problemer. I Caribien faldt der op mod 300 millimeter regn, mens Sandy var på sit højeste.

Meteorologerne frygter, at der kan falde helt op mod 400 millimeter regn, når vejrsystemet blæser ind over USA's fastland. Det frygtes at resultere i udbredte og langvarige strømafbrydelser.

- Dette er en stor storm, der forventes at påvirke dele af østkysten med kraftige vinde, oversvømmelser af kystområderne, oversvømmelser inde i landet, regn og sne, siger Craig Fugate, leder af de nationale katastrofemyndigheder i USA.

I staten Delaware er beboere ved kysten blevet bedt om at finde et andet sted at være.

- Tag venligst evakueringsordren seriøst. Den kan redde både beboere og redningsarbejderes liv, lyder det fra guvernør Jack Markell.

Alex Sosnowski, seniormeteorolog ved Accuweather.com, kalder Sandy "en yderst sjælden og farlig storm", der truer 60 millioner mennesker og som kan føre til skader i milliardklassen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip