Amerikanerne vil fyre deres politikere

En ny meningsmåling fra NBC News og Wall Street Journal viser, at ikke færre end 60 procent af de amerikanske vælgere ville udskifte samtlige medlemmer af Kongressen, inklusiv deres egen repræsentant, hvis de fik muligheden for det. Det er den højeste andel nogensinde i den type meningsmålinger, skriver NBC News.

Lukningen af en række føderale institutioner, blandt andet nationalparker og mindesmærker, har sendt en lille million offentligt ansatte på tvungen orlov. Det kan mærkes på privatøkonomien og frustrerer vælgere i begge ender af det politiske spektrum.

»Vi får ikke en lønseddel. Det er føderal løn, og terminen skal betales. Hvem vil betale - Obama eller Kongressen, der stadig får løn,« spørger en kvindelig deltager i meningsmålingen, som identificerer sig som republikaner.

Samme melding lyder fra en demokratisk vælger:

»800.000 mennesker er arbejdsløse, fordi kongresmedlemmerne ikke kan nå til enighed om at gøre det arbejde, som vi har sat dem til at gøre. Jeg håber på en revolution«.

47 procent af vælgerne siger ifølge målingen, at de ikke længere kan identificere sig med det parti, de normalt stemmer på.

Amerikanernes tro på fremtiden har også lidt et gevaldigt knæk under dødvandet. Hele 78 procent af deltagerne i meningsmålingen siger, at landet er det forkerte spor, mens 42 procent forventer, at den amerikanske økonomi blot vil blive endnu dårligere i det kommende år.

Dagens Gossip