Amerikansk budgetkrise kan sende en million statsansatte hjem

Det sker, fordi tirsdag er den første dag for finansaftalen for 2014, som Kongressen endnu ikke er blevet enige om. I første omgang vil den politiske krise udelukkende gå ud over områder, som er kontrolleret af den føderale regering og dermed ikke områder som skoler, politi og sundhedsvæsen.

Ikke færre end en million statsligt ansatte vil imidlertid blive sendt hjem uden løn, lyder det ifølge Reuters fra American Federation of Government Employees, som repræsenterer 670.000 statsansatte.

Samtidig vil USAs nationalparker lukke, og det vil få økonomiske konsekvenser. De mistede 750.000 daglige gæster i nationalparkerne vil således betyde tab på omkring 165 millioner kroner for staten hver dag, oplyser National Parks Conservation Association ifølge Reuters.

På det juridiske plan kan omkring 18.000 ud af de i alt 114.486 ansatte blive sendt hjem. Nogle kan dog blive bragt tilbage på arbejde, hvis nedlukningen fortsætter.

Straffesager vil blive afviklet som normalt under en potentiel lukning, mens nogle civile retssager vil blive udskudt »uden i væsentlig grad at kompromittere sikkerheden for menneskeliv eller beskyttelse af ejendom«, erklærer Justitsministeriet i sin beredskabsplan.

Samtidig vil 90.000 ansatte i skattevæsenet blive sendt hjem, skriver Reuters.

Dagens Gossip