Amerikansk droneangreb koster fem personer livet

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Fem personer blev natten til torsdag dræbt under et amerikansk droneangreb i Pakistans nordvestlige Khyber Pakhtunkhwa-provins.

Det er første gang, at en af de amerikanske droner slår til i den del af Pakistan, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst to af de dræbte var medlemmer af det afghansk-pakistanske Haqqani-netværk, oplyser embedsfolk. Det berømte Khyber-pas forbinder provinsen med Afghanistan.

Angrebet var rettet mod en af organisationens religiøse skoler.

En enkelt person blev såret under angrebet mod skolen, der ligger i byen Tal, oplyser lokale embedsfolk til nyhedsbureauet AFP.

USA satte i september 2012 Haqqani-netværket på sin liste over terrorgrupper. Beslutningen indebar, at USA indførte sanktioner mod netværket og dem, der støtter gruppen.

Den amerikanske regering beskylder netværket for at have gennemført en række blodige aktioner i Afghanistan mod udenlandske soldater og afghanske ledere. Gruppen menes også at være ansvarlig for et angreb på USA's ambassade i Kabul i 2011.

Allerede før netværket havnede på den sorte liste, var det flere gange blevet angrebet militært af USA.

Et amerikansk dronefly menes således at have dræbt Badruddin Haqqani, søn af netværkets grundlægger, Jalaluddin Haqqani, ved et angreb i august 2012.

/ritzau/