Amerikansk efterretningsfirma hyrer folk i Danmark

Et privat amerikansk firma, der udfører efterretningsarbejde for USA, har indtil fredag forsøgt at rekruttere sikkerhedsgodkendte it-specialister til et job et hemmeligt sted i Danmark og i blandt andet Norge, Tyskland og Italien, skriver Jyllands-Posten.

Selskabet CACI, der af den tyske regering har haft lov til at drive efterretningsvirksomhed for USA i Tyskland, slog den 22. oktober i år fire it-stillinger op i Danmark, hvor ansøgerne skal være godkendt til at kunne håndtere yderst sensitive oplysninger.

Efter Jyllands-Postens henvendelser til CACI i sidste uge blev jobopslagene fjernet.

Der er en stigende brug af sikkerhedsgodkendelser i almindelige private virksomheder i USA.

Men flere kilder vurderer, at det kan være den i øjeblikket omstridte amerikanske efterretningstjeneste NSA - eller en søstertjeneste til NSA - der er ved at opsætte nye computerenheder i blandt andet Danmark.

Lars Neupart, der har beskæftiget sig med it-sikkerhed i 25 år, og hvis firma, Neupart, har flere danske ministerier på kundelisten og står for it-sikkerheden i den danske forsvarsindustri, siger, at han aldrig har set lignende jobopslag i Danmark.

- Det peger kun i én retning, og det er, at man skal håndtere særdeles sensitiv information fra amerikanske computersystemer her i Danmark, og det har jeg aldrig set før.

- Der står direkte, at der er tale om fremtidige job, hvor man skal sætte computersystemer op. Men hvorfor det skal være top secret virker mærkværdigt, medmindre altså der er tale om decideret spionage, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip