Amerikansk flåde opruster i Middelhavet på grund af Syrien

Krigsskibet USS Mahan bliver det fjerde skib væbnet med krydsermissiler, der er tilstede i Middelhavet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

USS Mahan havde egentlig afsluttet sin udsendelse og skulle efter planen snart vende tilbage til sin hjembase i Norfolk i den amerikanske stat Virginia, men den amerikanske flådechef har besluttet at holde skibet i regionen, oplyser kilden i forsvaret, der desuden understreger, at den amerikanske flåde ikke har modtaget ordrer om at forberede eventuelle militæroperationer, der vedrører Syrien.

USAs præsident, Barack Obama, overvejer i øjeblikket en række forskellige muligheder for at reagere på rapporter om, at Syriens regeringstropper med samtykke fra præsident Bashar al-Assad, har brugt kemiske våben mod civile.

Talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Jen Psaki oplyste torsdag, at den amerikanske præsident diskuterer de pågældende muligheder med de øverste lag af den amerikanske sikkerhedstjeneste.

Én af USAs muligheder er at sætte ind med et missilangreb fra havet, har en højtstående embedsperson fra forsvaret tidligere fortalt til Reuters.

Præsidenten har hidtil været tilbageholden med at give ordre til en amerikansk militærintervention for at beskytte civilbefolkningen i Syrien. USA har derimod besluttet at bevæbne udvalgte grupper af landets oprørere, der i mere end to år har kæmpet for at få afsat Bashar al-Assad og hans styre.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har tidligere torsdag slået fast, at fransk intervention kan komme på tale, hvis det bliver bevist, at der blev brugt kemiske våben i et angreb onsdag, der var rettet mod en forstad til Damaskus. Han udelukkede dog, at Frankrig vil sætte soldater ind for at kæmpe på syrisk landjord.

Dagens Gossip

Dagens TV