Amerikansk golfkomet tangerer Tiger Woods

Den amerikanske golfspiller Jordan Spieth understregede søndag sin status som verdensranglistens nummer et, da han med et forspring på otte slag vandt Hyundai Tournament of Champions på Maui i delstaten Hawaii.

Sejren i turneringen, der sluttede natten til mandag dansk tid, er den 22-årige Jordans Spieths syvende på PGA-touren.

Kun Tiger Woods kan prale af lige så mange sejre, inden han fyldte 23 år, og da Spieth først fylder 23 i slutningen af juli, har han gode chancer for at overgå Woods.

Spieth gik den afsluttende runde i seks slag under par. Sammenlagt efter de 72 huller sluttede han hele 30 slag under par. Han er dermed den kun anden spiller i PGA-historien, der efter fire runders golf præsterer at gå 30 slag under par eller bedre.

Sydafrikaneren Ernie Els har rekorden med 31 slag under par. Den satte han i 2003, og det var ligeledes på Kapalua-banen på Hawaii.

/ritzau/

Dagens Gossip