Amerikansk hangarskib er klar med hjælp til Filippinerne

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Et hangarskib og andre krigsskibe fra USA er torsdag begyndt at bringe vand og fødevarer ud til katastrofeområderne i Filippinerne, hvor der er desperat behov for hurtig nødhjælp.

Det atomdrevne hangarskib USS George Washington er ankommet sammen med andre amerikanske flådefartøjer til øen Samar med en besætning på i alt 5000 mand og over 80 fly og helikoptere.

Skibene har bragt vandbeholdere og madvarer frem til lufthavnen i Tacloban og har gjort klar til, at helikoptere kan indsættes i nødhjælpsarbejdet.

- En af de vigtigste kapaciteter, vi har, er de 21 helikoptere, siger talsmænd for den amerikanske "slagstyrke".

Fartøjerne ligger tæt på det sted, hvor den amerikanske general Douglas MacArthur landede med en styrke på 174.000 mand den 20. oktober 1944 og befriede Filippinerne ved en af de største sejre for De Allierede under Anden Verdenskrig.

Storbritannien har også sendt et helikopterhangarskib, HMS Illustrious, til Filippinerne.

Japan planlægger at sende 1000 soldater med flådefartøjer og fly, hvilket tegner til at blive en af Tokyos største militære operationer efter Anden Verdenskrig.

Mens nødhjælpsoperationerne optrappes, er de lokale myndigheder begyndt at begrave de omkomne.

- Der ligger stadig lig i gaderne, siger Alfred Romualdez, som er Taclobans borgmester.

Byen, der har omkring 220.000 indbyggere, blev jævnet med jorden, da tyfonen Hayan ramte øen Leyte fredag.

Omkring 300 af dødsofrene for naturkatastrofen blev begravet i en massegrav uden for Tacloban torsdag.

- En større grav er ved at blive gravet for 1000 andre af de døde, siger Tecson John Lim fra byens administration.

Byens lokale regering er lammet, da den kun har omkring 70 medarbejdere mod normalt 2500.

/ritzau/Reuters