Amerikansk Hercules-fly forulykker i Afghanistan

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

Mindst 11 personer er blevet dræbt i en ulykke med et amerikansk Hercules-militærfly i Afghanistan, oplyser kilder i USA's militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Militærtransportflyet forulykkede ved midnatstid natten til fredag ved Jalalabad-lufthavn i det østlige Afghanistan.

Seks amerikanske soldater er blandt de omkomne, mens de andre fem er civile, som var hyret ind af den amerikanskledede internationale styrke i Afghanistan.

Ifølge flere andre amerikanske medier, herunder NBC News, er yderligere to personer blevet dræbt i forbindelse med ulykken. Der skulle være tale om to afghanske civile, som befandt sig på jorden og ikke i flyet.

Oprørsgruppen Taliban påstår ifølge nyhedsbureauet AFP, at den har skudt flyet ned.

- Vores mujahedin har nedskudt et amerikansk fly med fire motorer i Jalalabad, skriver Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid på Twitter ifølge nyhedsbureauet AFP.

Taliban er dog også kendt for at overdrive sine bedrifter på slagmarken, konstaterer AFP.

Ifølge Reuters' kilder skulle der ikke være tegn på, at flyet havde været under beskydning. Årsagen til ulykken er ved at blive undersøgt.

Lufthavnen i Jalalabad er flere gange tidligere blevet angrebet af oprørere.

I 2011 skød Taliban en amerikansk Chinook-helikopter ned. Alle 38 personer om bord mistede dengang livet.

Hercules-fly produceres af Lockheed Martin og bruges ofte til at transportere styrker og tungt materiel. Også det danske forsvar benytter sig af Hercules-flyene.

Der er i dag omkring 10.000 amerikanske soldater i Afghanistan.

/ritzau/Reuters