Amerikansk hjemmebanefavorit triumferer i VM-storslalom

Skrevet af admin

14/02/2015

Dagens topnyheder

Hjemmebanepublikummet ved VM i alpin skiløb i amerikanske Beaver Creek fik noget at juble over fredag aften.

USA's Ted Ligety kunne for tredje gang på stribe fejre guld ved VM i storslalom. Han sikrede sig førstepladsen efter et fremragende andet gennemløb.

30-årige Ligety havde ellers blot kørt i femtehurtigste tid i første gennemløb, mens favoritten fra Østrig Marcel Hirscher var hurtigst.

Men Ligety oppede sig i det andet og kom ind i foreløbigt bedste tid, hvorefter han kunne stille sig og vente på de sidste fire konkurrenter i toppen.

Det har formentlig været nervepirrende at følge sidste mand, Marcel Hirscher, der indtil sidste mellemtid førte marginalt.

På det sidste stykke kunne han ikke matche Ligety, der samlet vandt med 45 hundrededele af et sekund.

Franske Alexis Pinturault vandt bronze, mens svenskeren Matts Olsson sluttede som nummer fem.

/ritzau/